90 års fødselsdag
De Grønne sender de hjerteligste lykønskninger i anledning af Retsforbundets 90 års fødselsdag. I de senere år har vi haft fælles oplevelser at se tilbage på. Som EU-modstandere ser vi helt ens på afviklingen af Danmarks selvstændighed, og i paneldebatter i København og Fredericia har vi haft mange gode inspirationstimer, ligesom vi i perioder har forsøgt at etablere et avissamarbejde og endog et folketingssamarbejde, som ganske vist ikke lykkedes, men som etablerede en positiv forbindelse mellem medlemmer fra de to partier. Derfor en særlig hilsen til Poul Gerhard Kristiansen, Ib Christensen, Aase Bak-Nielsen og Lars Bækgaard.
Mindeord
Inger Brochmann
15. august 2009 afgik Inger Brochmann ved døden, 82 år gammel, og hun blev begravet i Århus den 22. august.
Hun var uddannet Rudolf-Steiner pædagog og deltog meget aktivt i De Grønne i partiets først år i slutningen af 80´erne. Hun blev partiets repræsentant i Frederiksborg Amtsråd, hvor hun bl.a. var formand for Teknik- og Miljøudvalget.
Inger Brochmann brændte meget for miljøet og for De Grønnes ideer om demokrati, borgerinddragelse og borgerløn.
Uden tvivl blev hun skuffet ved at møde en meget uforstående og autoritær holdning fra de andre partier i amtsrådet. Herom skrev hun i 1987 bogen "Hold kæft, det er løgn", som stadig kan fungere som en indføring i det politiske livs vrangsider. Og megen forbedring er det ikke just blevet til i de forløbne godt 20 år. Ikke mindst De Grønnes inspiration og indsats savnes.
I 2003 kom hendes erindringer, "Hør min sjæls bøn".
Æret være Inger Brochmanns minde.
Niels M. Uldall
|